Sanseindtryk fra sanserne strømmer kontinuerligt til vores hjerne, som bl.a. opfatter, udvælger, bearbejder sanseindtryk så de bliver forståelige og brugbare. Denne proces i hjernen kaldes for sanseintegration.
Vi kan ikke bare lukke af for sanseindtrykkene. Selvom vi lukker øjnene, får vi stadig sanseimpulser fra synet; og selvom vi ikke hører efter, får vi stadig sanseindtryk fra ørerne. Mængden af sanseindtryk, vores hjerne modtager fra vores forskellige sanser, er så enorm, at hjernen på ingen måde har mulighed for at registrere dem alle og bearbejde dem bevidst. Derfor er vores hjerne nødt til at fravælge den bevidste bearbejdning af de allerfleste af sanseindtrykkene, og det er især betydningsfuldt at kunne fravælge at få for meget information, og tilvælge kun den information, der er mest nødvendig i situationen. Vi vælger mere eller mindre bevidst hele tiden at have vores opmærksomhed og fokus rettet mod nogle sanseindtryk frem for andre, og vi vælger at skifte fokus, når vi har lyst til det, eller når det er nødvendigt.
De forskellige sansesystemer kommer i fokus, når der sker forandringer i og omkring os, mens vedvarende ensartede sanseindtryk efter et stykke tid ikke bliver bevidste for os længere; der sker en tilvænning til sanseindtrykkene. Det kunne f.eks. være når vi kommer hen til osteafdelingen eller kaffeafdelingen i supermarkedet, overvælder ostelugten eller kaffeduften os. Står vi der et stykke tid, vænner vi os til dem, og så fordufter ostelugt og kaffeduft fra at blive registrerede bevidst i vores hjerne, så vi ikke mere bemærker, at der dufter eller lugter specielt.
Når vi tager tøj på om morgenen, mærker vi noget, der strammer og andet, der kradser mod huden. Men vi flytter fokus og opmærksomheden, så efter kort tid (be)mærker vi ikke specielt, at vi har tøj på; det kommer i fokus igen, når vi bevæger os på en særlig måde, så tøjet bevæger sig i forhold til huden og strammer og kradser på en anderledes måde.
Ved fødslen er de fleste sansesystemer allerede veludviklede og mere eller mindre organiserede. Nogle sansesystemer har allerede været aktive en stor del af fostertilværelsen, fostre reagerer f.eks. på berøring, bevægelse og på lyde.
For babyen er sanseindtryk en invitation til handling, de reagerer på indtryk fra syn, hørelse, smag, berøring og på bevægelse, når deres nære omsorgsgivere ser på dem og viser dem den nære verden, snakker og synger for dem, kysser, aer, nusser og vugger dem med kærlige, levende hænder. Det er blandt andet herigennem baby og forælder etablerer den betydningsfulde tidlige kontakt, tilknytning og kommunikation.
Spædbarnet kan fra fødslen lugte, smage, se og høre så godt, som de har behov for, for at kunne overleve og være trygge hos sine forældre. Efter fødslen skal barnet i gang med en lærings- og udviklingsproces, så det bliver i stand til hensigtsmæssigt at kunne opfatte, registrere, samordne, sortere, fortolke og udvælge flere af de sanseindtryk, de konstant får, hvilket sker gennem sanseintegration. Sanseintegration er den neurologiske proces, som organiserer sansninger fra kroppen og fra omgivelserne. En velfungerende sanseintegration gør det muligt for barnet at bruge kroppen hensigtsmæssigt i forhold til aktivitet og handling.
Med tiden og øvelsen lærer barnet at opfatte, registrere, samordne, sortere, fortolke og udvælge flere sanseindtryk samtidigt.
Mennesket har 7 sanser, som også kan inddeles på flere forskellige måder. Man kan opdele dem i primære og sekundære sanser, hvor de primære er følesansen (den taktile sans), balancesansen (vestibulære sans) og muskel- og ledsansen (proprioceptive sans). De sekundære sanser er synssansen, høresansen og smagssansen. Man kan også opdele sanserne i fjernsanser som lugt, syn og hørelse og nærsanser som smag, følelse og bevægelse. Man kan opdele i mekaniske sanser som hørelse, syn, berøring, smerte, temperatur, balance, tryk og træk og kemiske sanser som lugt og smag. Endelig kan man opdele sansesystemerne efter sanseorganernes placering; f.eks. syn, hørelse, lugt, smag og hovedets stillinger og bevægelser, hvor sanseorganerne er placeret i hovedet, og følesans og muskel- og ledsans, hvor sanseorganerne er placeret i hele kroppen på hudoverfladen og i muskler og led.
Uanset hvordan man opdeler sanserne, fungerer alle sansesystemerne i et samspil, som påvirker og påvirkes gensidigt af hinanden, så det er egentlig lidt en abstraktion at opdele og beskrive dem hver for sig. Det kan dog være nyttigt at gøre det alligevel, for at man bedre kan forstå og forklare de enkelte sansesystemers specifikke karakter. Sanseindtryk bearbejdes på forskellige måder i hjernen, så de giver os såvel positive oplevelser og genoplevelser, som at de sikrer os overlevelse og advarer os mod farer.
Det taktile sansesystem (følesansen) har sanseceller overalt på kroppen i underhuden. Sansecellerne er tættest placeret på fingerspidserne, omkring munden og kønsorganerne og er mere spredte på f.eks. ryg og ben. De steder hvor vi har flest sanseceller, er der, hvor vi bedst kan mærke mest præcist. Sansecellerne registrerer f.eks. berøring, smerte, temperatur og tryk. Følesansen skal primært beskytte os, så vi undgår skader.
Det nyfødte barn kan reagere allerede fra fødslen på berøringer og kan skelne mellem behagelige og ubehagelige berøringer. At røre ved og blive rørt ved af kærlige hænder har stor betydning for spædbørns tryghed og udvikling. Man ved at vedvarende mangel på berøring har alvorlige følger for det lille barns udvikling. Stimulering af følesansen handler både om at barnet bliver rørt ved af sine forældre men også om de sansninger, det får gennem følesansen f.eks. fra hvordan tøjet føles mod huden, trykket mod huden når barnet bæres af sine forældre, når det mærker på legetøjet, når det er i bad og mærker vandet osv.
Den vestibulære sans (balancesansen) er knyttet til det indre øre, som består af to dele. Den ene er det man kalder labyrinten, som indeholder nogle væskefyldte buegange, som reagerer på ændringer i hastighed af hovedets bevægelser. Den anden del er de sanseceller, der reagerer på ændringer i hovedets stilling i forhold til tyngdekraft eller lodlinjen (dvs. om hovedet er drejet til siden eller vippet frem eller tilbage osv.). Balancesansen registrerer de allermindste aktive eller passive bevægelser f.eks. når barnet bliver vugget, løftes op, bæres, eller når det selv begynder at løfte sit hoved i liggende stilling og når det senere begynder at kravle, gå, løbe, hoppe osv.
Balancesansen har forbindelse til og påvirker mange andre funktioner i kroppen, og har f.eks. indflydelse på at vi kan afgøre om det omgivelserne eller os selv der bevæger sig, kan fokusere med øjnene; selv om man bevæger sig, eller at kunne reagere, når man er ved at miste balancen.
Den proprioceptive sans (muskel- og ledsansen) består af receptorer, som findes i muskler, led og ledbånd i hele kroppen, dvs. et sansesystem som modtager impulser fra vores egen krop. Den proprioceptive sans registrerer og justerer ubevidst vores krops, arme og bens indbyrdes position og bevægelser i forhold til tyngdekraften. Impulserne herfra medvirker til kroppens ligevægt og fortæller os, om kroppens stilling, bevægelser og spænding i muskler, når der sker ændringer i træk og tryk i muskler, sener, ledkapsler og ledflader.
Den proprioceptive sans udgør den ubevidste registrering af kroppens stillinger og bevægelser, mens den kinæstetiske sans er den bevidste registrering af kroppens stillinger og bevægelser. Når vi skal lære en ny kropslig færdighed, så bruger vi den bevidste kinæstetiske sans til at få kroppen til at tænke og mærke efter. Vi må se og tænke for at kunne lære at tegne, skrive eller cykle. Når den propriocetive sans virker godt, medvirker den ubevidst til at finjustere motoriske aktiviteter, så vi ikke behøver at bruge bevidst opmærksomhed på dem, dvs. at bevægemønstre og handlinger bliver automatiseret – kroppen husker for os.
På tungen sidder receptorer, der er følsomme for den kemiske sammensætning af partikler der berører den. Der er forskellige områder på tungen som opfatter forskellige smage f.eks. sødt, salt, surt og bittert.
Spædbarnet har omkring 10.000 smagsløg hvilket er ca. dobbelt så mange som et voksent menneske. Smagsløgene sidder ikke kun på tungen, men også på ganen og mundhulen. Det nyfødte barn foretrækker smagen af sødt, og derfor indeholder modermælk laktose, som giver mælken den sødelig smag.
I næsen sidder receptorer, der opfatter den kemiske sammensætning af bittesmå partikler i luften. Lugtimpulserne sendes til hjernen, hvor de tolkes og bearbejdes.
Det nyfødte barns lugtesans er yderst veludviklet, og det kan i løbet af nogle få dage vise ubehag ved lugten af sure ting f.eks. eddike. I løbet af kort tid kan dit barn genkende sin mors lugt og kende forskel på hendes mælk og andre mødres mælk.
I det indre øre sidder receptorer, som opfanger lydbølgerne, som bevæger sig igennem luften. Lydbølgerne forplanter sig til den væske, som findes inde i sneglen i øret, bevægelsen af denne væske sætter fimrehår i bevægelse og dermed opfattes stimuli af lyd. Der er forskellige fimrehår der opfatter forskellige lydfrekvenser.
Impulser via høresansen kombineres med informationer fra den vestibulære sans, den proprioceptive sans og indtryk fra synssansen, som samlet tolkes på forskellige niveauer i hjernen. Hvis ikke information fra høresansen blev tolket sammen med andre sanseindtryk, ville det være svært at skabe mening i det man hører.
Fra fødslen kan spædbarnet reagerer lyd og kigge i den retning lyden kommer fra. Forskning viser, at barnet foretrækker lyden af menneskestemmer og især sin mors stemme, som det har lyttet til under graviditeten. Barnet er også mere opmærksom på diskante lyde (højereliggende toner f.eks. lyse stemmer) end overfor dybe lyde.
Den visuelle sans (synssansen) får informationer via receptorer i øjets nethinde, som er følsom overfor lys. Når øjets nethinde påvirkes af lys, sendes der informationer til hjernen, som bearbejdes og sammenholdes med information fra den proprioceptive sans (muskel og ledsansen) og fra den vestibulære sans (balancesansen).
Det nyfødte barn har begrænset syn, da det ikke har kunnet træne synssansen inde i livmoderen og derfor bliver født uden evnen til at kunne fokusere, koordinere bevægelserne mellem øjnene og bevæge dem præcist. Efter fødslen skal barnet lære at tolke de synsindtryk som øjnene sender til hjernen, for at kunne forstå verden omkring det og bruge synsindtrykkene til at interagere med sine omgivelserne. I løbet af barnets første leveuger påbegyndes synsudviklingen således, og de fleste børn kan efter nogle uger kigge mod fars og mors ansigter i korte perioder, når far og mor smiler og taler.
Babymassage er en gammel tradition i mange kulturer, hvor man har anvendt massage af forskellige årsager. Men i vesten er det i løbet af de sidste 35-40 år, at babymassagen er begyndt at vinde frem. I løbet af 70érne opstår den strukturerede babymassage. Den udvikles bl.a. af den franske læge
I Danmark findes der forskellige typer af fædregrupper, tilbud eller arrangementer, som retter sig mod fædre der holder barsel eller som går på arbejde, men som har et ønske om at ”gå til noget” hvor der er fokus på at være sammen med sit barn.
Det er livsvigtigt at det lille barn får en god tilknytning til sine forældre, men det behøver ikke først og fremmest at være til sin mor, selv om det er hende, der har båret og født barnet. Udviklingen af barnets tilknytning er nemlig ikke afhængig af forælderens køn. Tilknytning mellem
Din babys udvikling i især de første 12 måneder går lynende hurtigt, – ja faktisk er det i perioden fra 0-1 år, din baby udvikler sig allermest, og udvikler vigtige færdigheder, som det skal bygge ovenpå resten af livet. Det gælder ikke kun motorisk udvikling, men også sproglig, social, kognitiv