Babymassage
Babymassage er en gammel tradition i mange kulturer, hvor man har anvendt massage af forskellige årsager. Men i vesten er det i løbet af de sidste 35-40 år, at babymassagen er begyndt at vinde frem.
I løbet af 70érne opstår den strukturerede babymassage. Den udvikles bl.a. af den franske læge Frédérick Leboyer, som var inspireret af indisk massage. Frédérick Leboyer hævdede at et af de mest basale behov, en baby har, er berøring. Han betragtede berøring, som kommunikation uden ord, noget som børn forstår allerede som ganske små.
Det er dog svært at definere, hvornår babymassagen officielt blev introduceret i Danmark. Men i slutningen af 80érne og op gennem 90érne udgives der enkelte bøger og artikler om emnet, og indenfor de sidste par årtier er der udgivet mere viden om effekten af babymassage, og den er for alvor blevet almindelig viden blandt fagpersoner f.eks. sundhedsplejersker og fysioterapeuter.
Grunden til at babymassage langsomt vinder frem og får plads blandt fagpersoner og forældre i Danmark, er formentlig det ændrede børnesyn, som opstår i 60érne, hvor bl.a. forælder-barn relationen tillægges langt større betydning end tidligere, – men også den senere stigende interesse for alternativ behandling og det holistiske menneskesyn har sandsynligvis også stor betydning. Derudover har det selvfølgelig også betydning, at der forskes i vigtigheden af berøring for børns udvikling i den tidlige barndom.
Babymassage som middel til nærvær eller behandling
Babymassage er en dejlig måde at skabe nærvær og fysisk kontakt med dit barn. Og når det handler om at skabe fysisk nærvær, kræver babymassage ingen særlige forudsætninger, og der er ingen faste regler for, hvordan du kan massere. Det handler egentlig bare om, at du masserer med indføling og er opmærksom på dit barns reaktioner og justerer dine kærlige hænders berøringer i forhold til reaktionerne. Det vigtigst er, at det bliver en gensidig, afslappet, uforstyrret hyggestund med nærvær og hudkontakt mellem dig og din baby.
Babymassage kan også bruges til at lindre/ behandle forskellige problemer f.eks. kolik, uro og ørepine, og når der er tale om lindring eller behandling, er det en god ide, at du sætter dig ind i, hvordan du masserer for at hjælpe din baby.
Hvad er babymassage godt for?
Babymassage er godt for flere ting både fysik og psykisk, og kan bl.a. medvirke til at berolige, lindre smerte og give velvære.
Babymassage medvirker til at:
- Styrke relationen med forælder og barn
- Stimulering af følesansen
- Stimulering af kredsløbet, så optagelse af ilt og næringsstoffer i kroppen øges
- Stimulerer fordøjelse og udskillelse af affaldsstoffer, og modvirker dermed kolik og forstoppelse.
- Fremmer hypofysens produktion af væksthormoner
- Stimulerer gennemstrømning i lymfesystemet, så forstærker immunforsvaret
- Bedre bevægelighed i led, fordi massagen også kan indeholde teknikker hvor led bøjes og strækkes
- Øget kropsbevidsthed
- Kan lindre ubehag ved f.eks. astma, forkølelse, søvnproblemer, forstoppelse (ondt i maven), tandfrembrud og ørepine.
- Virker beroligende og dæmper uro pga. at produktionen af stresshormoner (adrenalin og cortisol) reduceres og produktion af ”lykkehormoner” (endorfiner) øges.
Babymassage har altså mange fordele og kan at styrke båndet mellem forælder og barn, men også virke som en form for behandling af forskellige problemer.
Hvornår kan man lave babymassage?
Hvor gammel skal min baby være for, at jeg må give massage?
Der er ikke nogen officielle råd for, hvor gammel en baby skal være, før du må give babymassage. Dog giver litteratur omkring babymassage anbefalinger om, at det er bedst at starte med babymassage, når din baby er omkring seks uger gammel, fordi babyer under seks uger ofte bliver overstimuleret af at få ”rigtig” babymassage. Når du venter til efter at barnet er blevet seks uger, vil dit barn ligeledes have været til 5 ugers undersøgelse, hvor lægen bl.a. tjekker for hoftedysplasi. Derudover anbefales det også, at babyer er endnu ældre, hvis man ønsker at deltage på babymassagehold.
Inden dit barn bliver seks uger, og du måske får lyst til at gå i gang med struktureret babymassage, kan du give det en masse positive oplevelser og erfaringer med berøring ved at nusse, kysse, nulre og kæle det, og på den måde styrke tilknytningen mellem dig og dit barn.
Hvornår er det bedst at give babymassage?
Det er vigtigt, at dit barn er veludhvilet og oplagt til at modtage babymassage, da et træt barn kan have svært ved at håndterer alle de sanseindtryk, som en massage giver. Det er ligeledes vigtigt, at dit barn er mæt, og at det har haft tid til at fordøje maden i fred og ro, – så vent med at give massage til 1-1½ time efter at barnet har spist. Det er aldrig godt at give et sygt barn babymassage eller i dagene efter det er blevet vaccineret.
Hvor er det bedst at lave babymassage?
De fleste laver babymassage hjemme hos sig selv, så find et sted hjemme ved dig, hvor du og din baby synes, det er rart at være. Det kan f.eks. være i din seng eller på en madras på gulvet i stuen, det vigtigste er, der er god plads til at bevæge sig rundt. Derudover er det vigtigt, at der er varmt i rummet (24-26 grader), at der er et blidt og behageligt lys, og at der er ro (sæt telefonen på lydløs, sluk for tv og radio).
Hvordan kommer jeg i gang med babymassage?
Som nævnt tidligere er der ikke faste regler for hvordan man masserer, og du kan egentlig bare kaste dig ud i det.
Men hvis du synes, du har brug for viden og inspiration til at komme i gang, kan du låne bøger om babymassage f.eks. “Tryk og glad babymassage”, eller du kan finde videoer på nettet, som viser, hvordan du laver babymassage trin-for-trin. Du kan finde videoer, som viser generel babymassage og videoer som er mere specifikke, som f.eks. viser hvordan du afhjælper, hvis dit barn har ondt i maven.
Hvis du mere er typen, som gerne vil være helt sikker på, at du gør det rigtigt, findes der mange private fysioterapeuter, kiropraktorer, kropsterapeuter osv., som tilbyder hold og kurser i babymassage.
Hvordan forbereder jeg mig til at give min baby massage?
Start med at finde en babymassage i en bog eller i en video, som ikke er alt for svær, så du ikke skal bruge for meget tid og opmærksomhed på at kigge ned i bogen eller på videoen under massagen. Du kan altid vælge sværere og mere omfattende babymassager, når I er kommet godt i gang. I starten er 5-10 minutters massage passende.
Der er en række ting, du kan gøre for at give din baby en god massageoplevelse. Det er vigtigt at bruge en god uparfumeret olie, gel eller creme, som er velegnet til babymassage. Der findes mange forskellige produkter til babymassage på markedet, og det kan være en god ide at vælge et svanemærket/ Astma-allergimærket produkt.
Det er vigtigt, at dine hænder er rene, varme og bløde, og at dine negle er korte, så du ikke kommer til at kradse dit barn med neglene. Derudover er det en god ide, at fjerne dit ur og dine smykker.
Hvad skal jeg huske under babymassagen
Når du giver din baby massage, er det vigtigt, at du er opmærksom på hans/hendes signaler. Hvis dit barn reagerer negativt eller bliver ked af det, er det vigtigt at du stopper, tager det op og trøster det. Måske er det muligt at genoptage massagen, når der er kommet ro på igen. Derudover er det vigtigt, at du har øjenkontakt med dit barn, da det er med til at skabe kontakt og tryghed. Du må også gerne synge, nynne eller småsnakke under massagen, det styrker kontakten mellem jer.
Gør en forskel for dit barns fremtid
Bliv medlem af Forældre Fundamentet allerede i dag!
Læs mere

Barnets sproglige udvikling 0-6 år – sådan støtter du dit barns sprogudvikling
Barnets sproglige udvikling begynder længe før de første ord. Allerede fra fødslen kommunikerer dit barn gennem blandt andet gråd, smil, blik, bevægelser og lyde. Og gennem jeres samtaler, leg og samspil får barnet gradvist erfaringer med, hvordan sprog og kommunikation fungerer. Som forælder kan du gøre meget for at støtte

Hvordan lærer baby at tale? | Sproglig udvikling fra nyfødt til 1 år
Barnets første ord er en stor milepæl for mange forældre. Men hvornår begynder børn egentlig at tale, og hvordan udvikler barnets sprog sig i løbet af det første leveår? Mange forældre lytter spændt efter de første lyde, pludren og ord. Heldigvis viser forskningen, at børns sproglige udvikling følger nogle

Udvikler mit barn sig normalt? | Derfor sammenligner mange forældre deres baby med andre børn
Hvis du som forælder indimellem sammenligner dit barn med andre børn, er du langt fra alene. Mange forældre oplever usikkerhed omkring deres barns udvikling — især i barnets første leveår, hvor udviklingen går stærkt, og forskellene mellem børn hurtigt bliver synlige. Nogle børn kravler tidligt. Andre bruger længere tid. Nogle

Baby vil ikke ligge på maven: årsager og hvad du kan gøre
Det er meget almindeligt, at en baby ikke vil ligge på maven. Mange forældre oplever, at deres barn hurtigt bliver utilfreds eller begynder at græde, så snart det bliver lagt i maveleje. I de fleste tilfælde er det helt normalt – men nogle gange kan der være en fysisk årsag